Den blev avlet til at kravle alene ind i en grevlingegrav og stå ansigt til ansigt med et dyr, der vejer dobbelt så meget som den selv. Når man først har forstået det, forstår man alt ved gravhunden: modet, stædigheden, stemmen, jagtlysten og det faktum, at den ikke lader sig sige noget af nogen, hvis den ikke vil. Gravhunden, officielt teckel eller dachshund, er en af Tysklands mest populære hunde og er i de senere år igen ved at blive en byhund. Det glæder kun halvdelen af racen.
Fakta om racen
- Oprindelse: Tyskland, siden 1600-tallet avlet som jordhund til gravejagt
- Størrelse: Tre størrelser efter brystomfang: kaninteckel, dværgteckel, standard (op til 9 kg)
- Pels: Korthåret, ruhåret, langhåret, hver med lidt forskellig karakter
- Levetid: 12 til 16 år
- Karakter: Selvstændig, modig, jagtmotiveret, humoristisk, trofast
Karakter: En jagthund, ikke legetøj
Gravhunden bestemmer selv. Det er ikke uartighed, men en avlet egenskab: En hund i graven kan ikke spørge sit menneske, hvad den skal gøre. Denne selvstændighed gør den til en af de mest underholdende hunde, man kan have, og til en af de sværeste for mennesker, der forventer lydighed. Den kommer, når den kommer. Den graver, hvor den vil. Den giver hals, når den finder det rigtigt, og det finder den ofte.
Samtidig er den dybt knyttet til sine mennesker, kælen, legesyg til høj alder og med en sans for komik, som næsten ingen anden race har. Ruhårede gravhunde regnes for de mest robuste klovne, langhårede for de blideste, korthårede for de mest egensindige. Groft sagt, men ofte rammende.
Hvad den lange ryg koster
1. Ryggen bestemmer livet
Gravhundelammelse (Dackellähme), medicinsk diskusprolaps, rammer alt efter studie hver fjerde til femte gravhund. Den lange ryg på korte ben er årsagen, overvægt og trapper er forstærkerne. Regler fra dag ét: Ingen trappegang (bær eller rampe), ingen spring fra sofaen, ingen spring ud af bilen, hold den slank, byg muskler op gennem jævn motion. En gravhund, der som seksårig pludselig ikke længere kan gå bagpå, er en nødsituation. Til dyrlægen inden for få timer, ofte er en operation nødvendig, som koster 3.000 til 5.000 euro. En operationsforsikring er hos denne race et must, ikke en mulighed.
2. Den giver hals. Med eftertryk.
Gravhunde har en stemme, der er lavet til skoven, ikke til etageejendomme. De melder gæster, naboer, tanker. Opdragelse kan kanalisere det, men ikke slå det fra. Vil du have en stille hund, så vælg en anden race.
3. Jagtdriften er ægte
En gravhund, der har fået et spor, er væk. Ikke af ondskab, men fordi dens hjerne er bygget netop til det. Frit løb får den først efter solid indkaldstræning og nogle steder aldrig. Slæbelinen er dens bedste ven. Og den, der bor i byen med den, bør vide: Den graver. Blomsterbede, sofapuder, dyner.
4. Stædigheden er et forhandlingsspørgsmål
Gravhunde lader sig ikke dressere, men overbevise. Det, der virker: motivation gennem foder og næsearbejde, korte sessioner, konsekvens uden hårdhed. Det, der ikke virker: pres, skrigen, tvang. En gravhund, man skriger ad, bliver stædig eller angst, begge dele er dårligt.
5. Hypen har en pris
Siden gravhunden igen er blevet modehund, dukker der hvalpe op fra hvalpefabrikker og Østeuropa til 500 euro. Disse hunde har ofte ingen rygresultater i linjen, er dårligt socialiseret og syge. En gravhund fra Deutscher Teckelklub eller en VDH-opdrætter koster 1.500 til 2.500 euro og er pengene værd.
Hold: Hvad den har brug for
- Næsearbejde. Snuffletæppe, godbidssøgning, mantrailing. Det er dens sport.
- Jævn motion. To til tre ture, i alt 1,5 til 2 timer, på jævnt underlag. Ingen boldkast med brat stop.
- Ramper og bæring i stedet for trapper og spring.
- Slankhed. Ribbenene skal kunne mærkes. Gravhunden tigger professionelt, bliv hård.
- Opgaver i stedet for sofa. Den er en arbejdshund i lille format.
Hvem passer gravhunden til?
Til mennesker med humor, tålmodighed og udholdenhed, som vil have en hund med personlighed. Til ejere i stuelejligheder eller med elevator. Til mennesker, der gerne er udendørs og synes, næsearbejde er spændende. Ikke til perfektionister, ikke til mennesker, der søger en hund til håndtasken, ikke til fjerde sal uden elevator.
Hos gravhunden afgøres meget allerede før indflytningen: stue eller femte sal, humor eller ærgerrighed, næsearbejde eller forestillinger om lydighed. Har du ikke selv svaret på de spørgsmål endnu, finder du spørgeskemaet i „Welcher Hund passt WIRKLICH zu dir?“ (Hvilken hund passer VIRKELIG til dig?).
Spørgsmål før gravhundekøbet
Er gravhunden en familiehund? Med større børn ja. Småbørn, der løfter den op eller falder over den, er en risiko for ryggen.
Hvilken gravhund er den roligste? Langhåret regnes for den blideste, ruhåret for den mest robuste klovn, korthåret for den mest egensindige.
Kan en gravhund være alene? Med træning fire til fem timer. Den har tendens til at gø ved adskillelse, så øv tidligt.
Gravhunden på væggen
Den lange snude, de hængende ører, blikket mellem frækt og underdanigt: Gravhunden er det perfekte tegneseriemotiv og virker særligt elegant i line-art. Fotografér den liggende forfra, så kropslængden ikke bliver forvrænget, og brug dens interesse for godbidder til blikket.
Tiggerblikket var altid for godt til telefonens galleri. I trærammen hænger den fra nu af i gangen, og den lange krop har endelig plads i liggende format i stedet for at blive skåret af i kanterne. Alle stilarter og størrelser finder du under hundeportrætter.
Læs videre
- Jack Russell Terrier: Arbejdshund, der tilfældigvis er lille: den anden lille hund, der ikke er det
- Beagle: En snude med hund på: samme snude, samme indkaldsproblem
- Gammel hund, nye regler: fordi ryggen hos gravhunden bliver et emne tidligere end hos andre
Linkene til vores bøger er partnerlinks. Køber du via dem, støtter du os uden ekstra omkostninger for dig.
